Kræft i skjoldbruskkirtlen
De fleste knuder på halsen er godartede, men i sjældne tilfælde kan de skyldes kræft i skjoldbruskkirtlen. Sygdommen har ofte et fredeligt forløb, og langt de fleste overlever, men mange lever med lavt stofskifte resten af livet.
Kræft i skjoldbruskkirtlen er en relativt sjælden sygdom, men den er desværre i kraftig stigning. Den er én af de fem mest almindelige kræftformer for unge kvinder og rammer omkring 500 personer om året. Langt de fleste overlever sygdommen, men du skal være forberedt på, at den kan have et kompliceret forløb.
Flere kvinder end mænd får kræft i skjoldbruskkirtlen.
Hvad er symptomerne på kræft i skjoldbruskkirtlen?
Det mest almindelige symptom på kræft i skjoldbruskkirtlen er en hård knude på forsiden af halsen. De fleste knuder i skjoldbruskkirtlen er dog godartede.
Da skjoldbruskkirtlen sidder tæt på spiserør, luftrør og nerver, kan sygdommen give symptomer som hæshed, synkebesvær eller vejrtrækningsproblemer.
Kræft i skjoldbruskkirtlen påvirker i sig selv som regel ikke kirtlens hormonproduktion, og hverken højt eller lavt stofskifte er typiske symptomer, når kræften konstateres.
Hvorfor får man kræft i skjoldbruskkirtlen?
I langt de fleste tilfælde kender man ikke den præcise årsag til kræft i skjoldbruskkirtlen. Men visse faktorer kan øge risikoen, herunder overvægt, arvelige forhold og for lidt eller for meget jod i kosten.
Hvordan stiles diagnosen?
Du bør kontakte din læge, hvis du har symptomer som en hård knude på halsen. Hvis lægen har mistanke om kræft, bliver du henvist til nærmere undersøgelser. Du vil ikke nødvendigvis få foretaget alle nedenstående:
- Blodprøver
- Ultralydsscanning
- Vævs- og celleprøver
- CT-scanning
“Jeg hæfter mig ved, at hvis man skal have en cancer, så er det her en type med gode prognoser. Derfor har jeg overbevist mig selv om, at alt fortsat kommer til at gå godt.”
– Søren Nielsen, kræft i skjoldbruskkirtlen
Stofskiftediagnose efter kræft
Hvis du har fået fjernet hele skjoldbruskkirtlen, vil du få kronisk lavt stofskifte og have behov for tilskud af stofskiftehormoner resten af dit liv. Hvis du har fået fjernet dele af skjoldbruskkirtlen, vil du næsten altid få brug for tilskud af stofskiftehormon. Det er vigtigt, at du og din onkolog er opmærksomme på dette, så du kan blive fulgt tæt og hurtigt få den rette behandling.
Læs også
https://stofskifteforeningen.dk/livet-med-en-stofskiftesygdom/soeren-cancer/
https://mitstofskifte.dk/kraeft-cecilie-kaltoft/
Behandling af kræft i skjoldbruskkirtlen
Behandling af lavt stofskifte